Den danske klassiker-komet Kasper Asgreen, der for blot ti dage siden blev nummer to i Flandern Rundt, kommer til start i årets udgave af Kel-Berg Grand Prix Herning. Den danske profil glæder sig til at komme og køre løbet, som han sammenligner med de store belgiske klassikere.
For halvanden uge siden blev Kasper Asgreen en flot nummer to i Flandern Rundt. Den 27. april gør han sin entré på torvet i Herning, når han stiller til start i Kel-Berg Grand Prix Herning. Deceuninck Quick Step-rytteren, der blev nummer seks i sidste års løb, glæder sig til at komme tilbage til heden.
”Jeg synes bare, det er et superfedt cykelløb at køre, det er jo pissesjovt, så det vil jeg gerne køre igen. Det er en dansk forårsklassiker, der er positionskamp og det går højre og venstre på små veje. Så er der selvfølgelig pavéerne også. Det trætter alle mand, og det er som regel også den stærkeste på dagen, der vinder,” siger Kasper Asgreen til Kel-Berg Grand Prix Herning.
Kasper Asgreen fik for alvor sit store gennembrud med andenpladsen i den store klassiker Flandern Rundt. Selvom det i den belgiske klassiker er brosten og ikke grusveje, rytterne slås med, så minder løbene alligevel om hinanden, mener Kasper Asgreen.
”Cykelløb er jo cykelløb i og med, at det ligner hinanden meget i struktur. Det er meget det samme med at holde sig fremme på de vigtige tidspunkter. Det gør heller ikke noget at investere nogle kræfter tidligt i at få splittet feltet, for det er sjældent man kommer tilbage. Så jeg fortsætter bare taktikken fra forårsklassikerne,” siger Kasper Asgreen.
Netop i de hårde forårsklassikere var Kasper Asgreen en del af det stærke hold Deceuninck-Quick Step, der flere gange løb afsted med sejren i de hårde løb. Til Keld-Berg Grand Prix Herning kommer han dog alene, men den stærke koldingenser er klar til at tage den hårde positionskamp helt selv. Han kommer dog også med en stor respekt for de danske hold.
"De danske hold og ryttere kører stærkt. Man kunne se sidste år med både mig og Mads Pedersen, som har kørt nogle år på World-Touren, at det var ikke fordi, vi bare kunne køre væk, som det passede os. Det er sgu hårdt nok, så jeg skal nok også lige have heldet på min side,” siger Kasper Asgreen, der ikke forventer at få ekstra respekt i feltet trods sin status som professionel.
Det bliver femte gang, at Kasper Asgreen kører Kel-Berg Grand Prix Herning, hvor hans bedste placering hidtil er sidste års sjetteplads. Deceuninck Quick Step-rytteren har dog ikke lagt skjul på, at han stiller til start for at vinde.