Efter interviewet meddelte Brian Smith, at han kommer til Grand Prix Herning 2022 som fungere sportsdirektør for The Cycling Academy Race Team. Vi glæder os til at have Brian Smith tilbage i Herning. 

Hvad har en skotte, en amerikaner og midtjyske grusveje til fælles? Svaret finder vi 28 år tilbage i tiden, hvor de to førnævnte nationaliteter, kørende for et stort amerikansk cykelhold, deltog i et relativt nyt dansk cykelløb.
Året er 1994 og der skulle her prøves kræfter med de nu klassiske grusveje omkring Herning, i den tredje udgave af Grand Prix Herning. Den senere vinder af cykelløbet er den før omtalte skotte, Brian Smith.

”Var jeg ikke den første ikke-dansker til at vinde cykelløbet?” spørger Brian Smith, som nu bl.a. arbejder som kommentator på Eurosport, da han spørges ind til, om ikke han vil fortælle om sine oplevelser med cykelløbet. ”Nu vil jeg fortælle dig historien, som jeg husker den” svarer han.
Det var en motiveret Brian Smith, som i 1994 tog fat på sin fjerde sæson som professionel cykelrytter.
De tre foregående sæsonener havde han kørt for det britiske cykelhold Banana, men nu havde han skrevet kontrakt med det amerikanske storhold Motorola. På holdet var der store navne som Phil Anderson, Lance Armstrong, Steve Bauer, Raúl Alcalá og Andy Hampsten, som Brian Smith skulle være hjælperytter for
senere i Giro d’Italia.

”Der var store navne på Motorola og jeg skulle efter planen køre Giro d’Italia, hvor jeg havde en vigtig hjælperrolle for Andy Hampsten, som var klatrer og vores rytter i klassementet, Jeg blev imidlertid ikke udtaget til Tour de Romandie, som er et forberedelsesløb til Giro d’Italia, så i stedet sagde holdet, at de ville
sende mig og min holdkammerat, Norman Alvis, afsted til det her cykelløb i Danmark.
Afsted mod Danmark gik det for Brian Smith og hans amerikanske holdkammerat. Det var ikke første gang skotten havde stiftet bekendtskab med Danmark og de danske landeveje, da han som amatør tidligere havde kørt cykelløb i Danmark og havde bl.a. brugt sin 19-års fødselsdag i Tivoli. Han kunne dog ikke helt
forstå, hvorfor Motorola havde valgt at sende ham til et cykelløb på flade veje.
”Da vi landede i lufthavnen i Danmark, blev vi i lufthavnen samlet op af en mand, som bød os velkommen til Danmark. Det vidste sig at være én af løbsarrangørerne og han fortalte os om cykelløbet, mens vi kørte mod Herning. Han fortalte bl.a. at cykelløbet var godt 200 km. langt, fladt og havde nogle ”off road”-sektioner.

Foto: Brian Smith

Jeg tænkte: ”Åh, hvorfor har de dog sendt mig hertil?”. Jeg kan rigtig godt lide danskerne og Danmark, hvor jeg tidligere havde kørt cykelløb, da jeg var amatør. Men jeg kunne ikke forstå, hvorfor Motorola havde sendt mig til et fladt cykelløb. Vi aftalt med løbsarrangøren, at vi dagen efter kunne tage ud og se på noget
af ruten sammen. Jeg var ikke selv alt for sikker grusvejsstykkerne. Norman Alvis var begejstret og det samme var løbsarrangøren, så de kørte bare af sted og jeg var altid den sidste til at komme over gusvejsstykkerne. Jeg så egentlig ikke frem til cykelløbet grundet sværhedsgraden af grusvejsstykkerne og
jeg var en smule nervøs, men vi var her jo for at udføre vores arbejde.”
Cykelløbet hed i 1994 Grand Prix Midtbank og på startstregen var der, foruden en masse håbefulde danske cykelryttere også en håndfuld professionelle til start, heriblandt en ung Bo Hamburger (TVM-Bison Kit). Lidt før starten begyndte det at regne, hvilket ikke umiddelbart hjalp på Brian Smiths nervøsitet. Men da
startskuddet lød, og det hele startede som lyn og torden, gjaldt det om at holde sig til og det var en god ting i forhold til skottens nervøsitet.
”Som cykelrytter var jeg normalt meget afslappet før et cykelløb, hvor jeg sagtens kunne tale med folk omkring mig uden problemer, men så snart startpistolen har lydt, så bliver jeg en helt anden person – jeg går i ”race mode”. Cykelløbet startede SÅ hurtigt og det hjalp mig med min nervøsitet og jeg blev jeg meget
hurtigt fokuseret og fandt ind i mit ”race mode”. På et tidspunkt sad jeg i en frontgruppe bestående af 6-8 ryttere. Af én eller anden årsag kom vi udenfor ruten og vi måtte vende om og køre tilbage til ruten.
Vi nåede lige nøjagtig tilbage, da feltet passerede samme sving, så vi koblede os på feltet igen, men på grund af regnen, vejene og vinden, så blev du nødt til at køre løbet fra front. Derfor sørgede jeg for at holde mig fremme og lige pludselig var jeg i en ny frontgruppe. Jeg mener, vi var omkring 20-30 ryttere, så jeg angreb og fik Carl Christian Pedersen (Holstebro) med mig. Jeg var super stærkt kørende, men da jeg hørte, at Bo Hamburger var på vej op, vente jeg mig og spurgte om hjælp, men han sagde, at han ikke kunne hjælpe mig.
Derfor blev jeg nødt til selv at køre stærkt, for jeg ville gerne vinde løbet, men var noget nervøs for at Carl Christian Pedersen sad i hjulet på mig. På den sidste kilometer sagde jeg til ham, at han skulle tage en føring og det gjorde han. I det sidste sving kørte jeg forbi ham og sprintede til sejr. Carl Christian Pedersen
var helt tømt for kræfter til sidst. Min holdkammerat Norman Alvis bliver nr. 9”
Den hektiske afslutning husker løbets nr. 2 godt, om end han vurderer, at løbets finale kunne havde fået et andet udfald. Carl Christian Pedersen, også kendt som Calle i cykelkredse, kørte dét år for Holstebro og var holdkammerat med Alex Pedersen, som senere det år vandt amatør VM på Sicilien. Alex Pedersen lå godt til
i Post Cuppen, hvor 2. afdeling blev afviklet i Grand Prix Herning. Mens Calle sad i udbrud med Brian Smith, kører han med flere dagsordener. Selvom han gerne selv ville vinde cykelløbet, så var det også vigtigt for ham, at hans holdkammerat kunne få flere point på kontoen til den gennemgåede Post Cup.
”Da vi kom ind på de små omgange (som er anderledes end dem i dag, red.) og skulle køre afslutningen, så stikker de andre sådan lidt. Marc Strange Jacobsen (Ordrup) stikker, Henrik Jacobsen (Næstved) stikker og Frank Høj (Lyngby) stikker. Jeg ville gerne holde det samlet, så Alex Pedersen havde en chance for at komme op.
Men da der mangler 3 omgange, kører Brian Smith kontra på Frank Høj. Han smadrer bare igennem op ad Møllegade og vi tænkte alle: ”Shit mand, ham dér ser vi ikke mere”. Jeg var fremme i en føring og kunne ikke bare køre efter, for så ville jeg få alle de andre med. Det var ikke nemt at køre fra sådan en gruppe, for
de andre var jo også gode. Så jeg måtte helt ned bagved og starte op forfra. Så jeg sætter alt på et bræt og så knalder jeg bare ud i det største gear og jagter ham. Jeg bruger næsten 2 omgange på at fange ham og er helt færdig da jeg kommer op. Men jeg skulle bare fange ham, for hvis ikke var det hele jo tabt. Bagved bliver udbruddet hentet af feltet og der sidder Alex Pedersen og havde gode chancer i en spurt. Jeg spiller derfor mine egne og holdets chancer gode, for nu var vi i hvert fald næsten sikker på at få en mand i top 3.
Men det går lidt galt til sidst, da Hernings daværende borgmester Helge Sander ikke får ringet med klokken for sidste omgang. Feltet var lige ved at komme op bagfra, så jeg fører som en idiot helt hen mod opløbsstrækningen. Havde jeg vidst, at det var sidste omgang, så havde jeg ikke ført sådan og havde stoppet med at føre allerede ved 1000 meter mærket. Men det er også nemmere sagt end gjort, for de var tæt på og var vi begyndt at køre taktisk, så var vi måske blevet hentet. Derfor blev der ingen spurt, for jeg havde brændt mig af for at holde forspringet. Så det var lidt som at tage slik fra små børn.
Men ingen undskyldninger, jeg var i bund og grund godt tilfreds med at blive nr. 2, for jeg havde en god dag, men jeg ville da gerne have vundet. Det irriterede mig med den klokke dér, men Brian Smith var pisse god og den bedste af os alle i gruppen. Jeg måtte køre over evne for at hente ham.”

For Brian Smith var det helt specielt at vinde løbet. Både fordi at løbet have været så spektakulært og måden som herninggenserne viste ham opmærksomhed på efterfølgende. Derudover betød sejren også flere andre ting for skotten; ikke kun fordi at løbet bidrog til listen over hans professionelle sejre, men også
af en helt anden årsag, hvor han var med til at skrive historie for hans amerikanske hold.

”Jeg husker at stå på podiet, hvor jeg kunne se ud på den store folkemængde og jeg husker i særdeleshed den store pokal, som vinderen af cykelløbet fik overrakt. Men jeg husker også, at vi sammen med vores sportsdirektør Noël Dejonckheere var inviteret på natklub den aften og jeg blev behandlet som en stjerne, fordi jeg havde vundet cykelløbet. For mig har jeg meget gode minder om Grand Prix Herning og jeg havde før denne sejr vundet det britiske mesterskab i 1991, blevet nr. to i 1992 og 1993, og genvandt mesterskabet senere i 1994. Men dette cykelløb, Grand Prix Herning, var det første cykelløb Motorola-holdet havde vundet i Europa, så jeg fik en opmærksomhed bagefter. Når du kører for et hold med så mange stjerner, så er det ikke mange muligheder du får, fordi du altid kører for en anden. Jeg tog derfor til Giro d’Italia med stor selvtillid. Selvom cykelløbet ikke er på den store løbskalender nu, så har jeg virkelig gode minder fra løbet. Det er et specielt løb og jeg tror det kunne blive et rigtig godt professionelt cykelløbigen.”

Foto: Brian Smith

Selvom det efterhånden er mange år siden Brian Smith vandt løbet, så tænker han ofte tilbage på grusvejsløbet i Herning og når han bliver spurgt ind til sine største sejre, bliver Grand Prix Herning fremhævet.
Men dét at han var den første udlænding til at vinde Grand Prix Herning, mener han var årsagen til, at Bjarne Riis efterfølgende satte sig på sejren de efterfølgende tre år, fortæller han med et glimt i øjet.
”Jeg talte engang med Bjarne Riis, efter vi begge var stoppet med at cykle, og her kom vi til at tale om Grand Prix Herning. Jeg sagde til ham, at jeg var sikker på, at da han så, jeg havde vundet løbet, så deltog han efterfølgende, og vandt løbet tre gange i streg, bare for at være sikker på, at sejren blev i Danmark. Det
grinte han af”.