Mads Østergaard: Jeg skal køre GP Herning igen i år
Christian Gorm 003
Foto: Dennis Boutrup
 

"Jeg regner med at skulle køre GP Herning igen i år, og som altid er det et løb jeg ser meget frem til!" 

Da ColoQuick Cycling stod på startstregen til GP Herning 2021 med både spurtstærke Nicolai Brøchner og angrebsivrige Mads Østergaard Kristensen, vidste holdet de havde gode muligheder for at ende øverst på podiet. Med 25 kilometer igen rev Mads Østergaard sig løs sammen med CO:Play Giant rytteren Magnus Bak Klaris, og efter en tæt spurt kunne Mads Østergaard køre først over stregen, med feltet lige i hælene.

"Da vi gik ind til løbet havde vi flere kort at spille med, og i et meget uforudsigeligt løb som GP Herning hvor punkteringer og styrt spiller en stor rolle, viste det sig også vigtigt. Jeg havde muligheden for at opsøge finalen, ude fra grusvejene, og hvis det skulle ende i en gruppe inde i Herning, havde vi også hurtige folk til det"

Vejene omkring Herning var ikke ukendte for Mads Østergaard. Ud over at have kørt GP Herning 2 gange tidligere, har han også kørt for både Hernings Cykle Klubs u19 hold, Team Herning CK Junior, og Hernings Cykle Klubs DCU-team, Herning CK Elite. Mads Østergaard startede med at cykle da han var 15 år, i Varde Cykelklub.

"Jeg startede med at cykle med nogle gode kammerater her fra Varde hvor jeg bor, og til den dag i dag, træner vi endda stadigt sammen dagligt. Jeg begyndte at cykle mere og mere, og i 2015 startede jeg med at køre de første cykelløb"


Skiftet til Team Herning CK Junior kom hurtigt efter Mads Østergaards første cykelløb, og han nåede at køre for Herning-holdene i 5 år, inden han skiftede til hans nuværende hold, ColoQuick Cycling.


"Efter mit første Junior løb i 2015 hvor jeg fik en 3.plads, var jeg så heldig at blive ringet op fra Herning cykle klub, som tilbød mig at blive en del af holdet. Det var starten på 5 rigtigt gode år i klubben, med en masse fede oplevelser, hvor jeg også udviklede mig utroligt meget, og derfor fik jeg muligheden for at komme videre til ColoQuick hvor jeg kører i dag."

6 år efter Mads Østergaard tog en tredjeplads i hans første juniorløb, har han fået intet mindre end 12 sejre på CV'et; Udover at han har vundet det svenske etapeløbet U6 2 gange, har han hele 5 etapesejre og 5 sejre i endagsløbs, hvor hans sejr i GP Herning 2021 er hans første UCI-sejr. De flotte resultater har ført drømme med sig, og igennem de sidste par år er de drømme kommet til at handle om at leve af cyklingen

"Mit mål har altid været at udvikle mig og blive bedre hele tiden, og så se hvor langt det kan række. Det er også derfor jeg nu benhårdt går efter at tage det næste skridt op og blive professionel, for det ser jeg som en del af den udvikling."


Oplob2021Foto: Dennis Boutrup

Den 21. maj 2022 står ColoQuick Cycling igen på startstregen til GP Herning. Både Mads Østergaard og taktikken er klar til årets udgave af løbet


"Jeg regner med at skulle køre GP Herning igen i år, og som altid er det et løb jeg ser meget frem til! Alle grusveje og det hårde løb det skaber har jeg altid syntes gjorde det til DK’s fedeste cykelløb. I sådan et løb er det også utroligt svært at lægge en helt fast plan når der kan ske så meget, og derfor tænker jeg også taktikken må være at gå ind til løbet med et rigtigt godt hold, hvor vi helt sikkert har flere gode bud på en kommende vinder.".

Cookies make it easier for us to provide you with our services. With the usage of our services you permit us to use cookies.